Vi har påbegyndt et samarbejde med den nydannede unge-gruppe “Hope On The Move”

om tiltag til forbedringer af oplysnings-, uddannelses-, beskæftigelses- og levevilkår for børn og unge på Githabai.
Gruppen påtænker initiativer til miljøforbedringer på Githabai – bl.a. et træplantningsprojekt.

Initiativtagerne til Hope On The Move består af tidligere sponsorerede elever fra Githabai Primary School og Karati Secundary School.

Foreningen

Bliv medlem af foreningen

Du kan gøre en aktiv forskel ved at melde dig ind i foreningen Githabais Venner. Det koster 200kr pr. år.

Pengene går ubeskåret til hjælpemidler på skolen, skoleuniformer, løbende vedligeholdelse af drikkevandsboringen, udstyr til  sundhedsklinikken og andre nødvendige udgifter samt akut hjælp til betrængte børn og unge.

Om Githabais venner

Foreningen blev dannet i 2005 af Ulrik Petersens børn og familie med hjælp og inspiration fra venner og bekendte med det formål at støtte børn i Kenya, primært South Kinangop med skolen Githabai Primary School som centrum.
Vi har en direkte kontakt til skolen uden fordyrende mellemled og kostbar administration.

Skolen ligger på randen af Rift Valley ved Naivasha ca. 140 km fra hovedstaden Nairobi.
Skolen ligger i et landbrugsområde af små jordlodder, hvor der primært dyrkes grøntsager til videresalg og til at brødføde familierne.
Hovedafgrøderne er majs og kartofler. Lodderne er små og udpinte, så kårene er trange.
En del folk er aids-ramte, dødeligheden stor, og derfor må et stigende antal bedsteforældre tage sig af forældreløse børnebørn.
Her er der ikke råd til uddannelse.

Mangel på vand var tidligere et stort problem. 

Der opsamledes regnvand i tanke og damme i regntiden, men dette var slet ikke nok.
Vandet var af ringe kvalitet med sundhedsfarlige følger for børnene. 

Foreningen Githabais Venner arbejder i øjeblikket med 5 projekter:

  • Finde sponsorer til betrængte børns videreuddannelse på 4-årig Secondary School, samt sponsorer til max 4 års yderligere uddannelse for en ung, der har fuldført sponsoreret 4-årig Secondary School.
  • Finde midler/sponsorer til at hjælpe skolen med nødvendige forbedringer samt midler til indkøb af undervisningsmaterialer, skoleuniformer mm
  • Finde midler til supplerende indkøb og forbedringer af den nyetablerede Githabai Sundhedsklinik
  • Finde midler til vedligeholdelse og forbedringer af drikkevandprojektet efter genåbning af boring og etablering af vandforsyning til Githabai.
  • Projekterne udvikles i samarbejde med lokalbefolkningen og med Githabai Primary School som centrum.

Vandprojektet superviseres af ingeniør Catherine Wanjihia i samarbejde med vandkomiteen på Githabai.

Midler til projekterne søges bl.a. gennem bidrag fra foreninger, og virksomheder, samt gennem medlemskontingent, idet vor forening p.t. omfatter ca. 75 medlemmer.
Foreningen indsamler også ekstra midler ved at holde foredrag om foreningens baggrund samt virke for betrængte børn i Kenya.
Bemærk at alle midler går ubeskåret til vore projekter, idet alle medlemmer arbejder gratis.

Derfor hjælper vi

Foreningens formål er at støtte børn i Kenya, primært South Kinangop med skolen Githabai Primary School som centrum.

Githabai Primary School ligger nær Rift Valley ved Naivasha ca. 140 km. fra hovedstaden Nairobi.
Skolen ligger i et landbrugsområde af små jordlodder, 
hvor der primært dyrkes grøntsager til videresalg og til at brødføde familierne. Hovedafgrøden er majs.
Lodderne er små og udpinte, så kårene er trange.
Globale klimaforandringer bevirker, at regnmønsteret er blevet ustabilt med tiltagende tørkeperioder til følge.

En del folk er aids-ramte, dødeligheden er stor, og derfor må et stigende antal bedsteforældre tage sig af forældreløse børnebørn. Her er der ikke råd til uddannelse.

På grund af politisk uro ved valget i 2007 er et stort antal internt fordrevne familier søgt til Githabai.
Disse familier er jordløse og lever i dyb fattigdom af nødhjælp eller almisser og udgør en yderligere belastning af områdets ressourcer.
Så her er heller ikke råd til uddannelse.

Skolen har modtaget 50 internt fordrevne børn og ingen supplerende midler.
Der er nu en klassekvotient på ca. 80 elever.

Arbejdsløsheden er pt. 60 % i landet.

Mangel på vand har været et stort problem.
Skolen har i samarbejde med Githabais Venner og velvillige donorer fundet midler til genåbning af boringer
samt etablering af vandforsyning til skole og lokalbefolkning.
Dette er er et meget stort fremskridt.

Befolkningens andet store ønske til forbedring af sundhedstilstanden og en nedbringelse af dødeligheden er åbning af en nybygget sundhedsklinik på Githabai.
Klinikken må ikke modtage patienter før den er fuldt udstyret.
Der er langt til akut hjælp ved skader, sygdom og fødsler.

Vedtægter

Vedtægter for Foreningen Githabais Venner

§1. Foreningens navn, hjemsted og formål.

§2. Foreningens navn er “Githabais venner*”.

§3. Foreningens hjemsted er Ahorhvej 4A, 4262 Sandved.

§4. Foreningens formål er at støtte børn i Kenya,

primært i Kinangop, igennem indsamling af midler til skolearbejdet og andre formål.

§5. Medlemmer

Enhver, som har betalt kontingent til foreningen, og som tilslutter sig foreningens formål og idégrundlag, er medlem af foreningen.

Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen.

En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling.
Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med kun dette ene punkt på dagsordenen ifald den ordinære generalforsamling er fastsat til afholdelse senere end en måned efter eksklusionen.

§6. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling holdes en gang årligt, senest i marts måned og indvarsles ved almindeligt eller elektronisk brev til samtlige medlemmer senest 30 dage før.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4) Indkomne forslag
5) Fastsættelse af kontingent
6) Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant
7) Valg af revisor
8 ) Eventuelt

Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal ved navns underskrift tilstiles et bestyrelsesmedlem senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med fjorten dages varsel og skal afholdes efter en til bestyrelsen skriftligt fremsat begæring med angivelse af dagsorden fra 10 medlemmer senest fire uger efter, at en sådan begæring er modtaget.

Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal. Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig. Kun medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemsskab kan afgive stemme på generalforsamlingen.

Ingen kan som fuldmægtig på generalforsamlingen repræsentere mere end eet medlem.

Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten.

§7. Ledelse

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Ved den første ordinære generalforsamling efter stiftelsen er 1 bestyrelsesmedlem og kassereren på valg. Kasserer og formand vælges på generalforsamlingen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med , næstformand, og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.

Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.

Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.

§8. Hæftelse

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§9. Regnskabsår

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. På hvert års ordinære generalforsamling fastsættes næste års kontingent af generalforsamlingen.

Revision finder sted een gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det. Dog skal uanmeldt revision foretages mindst een gang årligt.

Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.

§10. Vedtægtsændringer og foreningens opløsning

Ændring af nærværende vedtægter kræver, at 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor.
Er 2/3 af foreningens medlemmer ikke til stede, kan bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der tidligst kan afholdes 5 uger efter.

Der skal i indkaldelsen redegøres for forslaget. På den nye generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages af 2/3 af de repræsenteredes stemmer.

Stk. 1 gælder ligeledes vedrørende foreningens opløsning.

Foreningens eventuelle nettoformue skal i så fald udloddes til almennyttige formål, der ligger naturlig i forlængelse af foreningens formål, men som besluttes på den opløsende generalforsamling

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 20/10 2005

Dirigent Lene

2. udgave vedtaget på ekstraordinær generalforsamlig den 6 maj 2024.

Underkategorier